I Lis Bramsens malerier udforsker hun forladte bygningsværker.

Arkitektur handler om at skabe rammer for menneskers liv og oplevelser. Bygninger får liv via de mennesker, der bor eller arbejder der, og byrum og landskaber får funktion via de, der tager dem i brug. Men hvad sker der når den menneskelige komponent forsvinder og arkitektur, byrum eller landskaber bliver forladte? Det er de spørgsmål der stilles og undersøges i Lis Bramsens malerier.

Hun er fascineret af ruiner – en slags rumarkæologi- og undersøger nedbrydningen af det menneskeskabte for at se det blive vakt til live igen- når beplantninger eller vejrliget nedbryder det endeligt. Lige der opstår det nye eller begyndelsen til noget nyt.

I de seneste værker arbejder hun med maleri og tegning på flere lag af plexiglas og med cyanotopi, I begge udtryk arbejdes med komplekse rumopfattelser, hvor flere forskellige rum danner en samlet labyrintisk virkning.

Der arbejdes i disse værker med en forståelse af rum både som et kompositorisk motiv og som en personlig konstruktion formet af erindring.

Farveoverlapninger og perspektiviske forskydninger af rum optræder oven i hinanden og udfordrer billedernes umiddelbart letlæselige kompositioner. Der er tale om forskellige forskudte synsvinkler på rum, så de kan opfattes både som konkrete og mentale rum.